Det populære DM i Skills - som er det officielle Danmarksmesterskab for erhvervsuddannelser, skal næste år afholdes i Roskilde. Formand for SkillsDenmark Søren Heisel udtaler i en pressemeddelelse: ”Roskilde Kommune har et stærkt fokus på erhvervsuddannelser, og sammen kommer vi til at gøre DM i Skills til regionens top-begivenhed i 2024.” (kilde).
AMU JUUL udbyder i samarbejde med Roskilde Tekniske Skole Vejgodstransportuddannelsen, og generelt er der stor politisk bevågenhed på området for at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelsesområderne. Ny Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har senest udtalt: “Hellere et stort kørekort end en lille studentereksamen” (kilde).
DM i Skills varer tre dage og planlægningen er allerede godt i gang. Danmarksmesterskabet indeholder nemlig en kæmpe marketingindsats overfor folkeskoleklasser i hele landet og særligt i Region Sjælland.
Næstformand i SkillsDenmark Michael Boas Pedersen udtaler.”Afholdelsen af DM i Skills i Roskilde bliver kulminationen på en længerevarende indsats for at sætte fokus på erhvervsuddannelser. SkillsDenmark samarbejder med kommunerne og regionen om at udarbejde undervisningsmateriale, tilbyde rollemodeller til klassebesøg og skabe lokale optakt-events. Og vi ser frem til at gøre en stærk indsats sammen med Roskilde Kommune for at styrke erhvervsuddannelserne i området." (kilde).