Meritvejen

Bliv faglært uden at starte forfra
Meritvejen er den direkte vej til at blive faglært og få svendebrev for erfarne chauffører og andre ansatte i transportbranchen. Når man går på Meritvejen, følger man et uddannelsesforløb, der er tilpasset den enkeltes erfaringer. Meritvejen er for de meget erfarne. Du skal være mindst 25 år og have mindst 1 års erhvervserfaring fra branchen.

Hvad er Meritvejen?
Meritvejen er en erhvervsuddannelse, hvor man veksler mellem skoleophold og sit normale arbejde. Selve uddannelsesforløbet afhænger af den erfaring, den enkelte medarbejder har. Jo mere erfaring medarbejderen har, og jo flere kurser og efteruddannelse medarbejderen har taget, jo kortere bliver forløbet.

At få merit betyder at få godskrevet det, man kan – uanset hvordan man har lært det. Det, du allerede kan, får du merit for. Det, du mangler, får du uddannelse i.

Som erfaren transportmedarbejder skal du altså ikke på skolebænken for at lære ting, som du kan i forvejen. Du får merit for de uddannelser, kurser og erfaring fra job og privatliv, som du allerede har ”i rygsækken”.

Hvor lang tid tager Meritvejen?
Som tommelfingerregel vil den lærekontrakt, der indgås mellem en arbejdsgiver og en medarbejder, normalt vare mellem 4 og 15 måneder, hvoraf man typisk skal være mellem 4 og 15 uger på skole. Heraf bruges der 4 uger på svendeprøvemodulet, som altid ligger til sidst i uddannelsen umiddelbart inden selve svendeprøven.

Det gives der merit for?

  • Kørekort og certifikater
  • Relevante kurser, f.eks. AMU-kurser
  • Anden faglig uddannelse med relevant indhold, f.eks. som udlært mekaniker
  • Relevant arbejdserfaring
  • Relevante kvalifikationer opnået i fritidslivet, ved foreningsarbejde eller på anden vis


Hvad koster det?
Uddannelsen er gratis, og der er normalt ingen udgifter til bøger eller andre undervisningsmaterialer, og der er mulighed for en supplerende bogpakke.

Under uddannelsen udbetales der som minimum den løn, der er fastsat i overenskomsten. Har medarbejderen mere end 10 km til skole, får arbejdsgiveren tilskud til transport fra AUB, som udbetales til medarbejderen.

 

Ønsker du at høre mere om Meritvejen hos JUUL, så kan du ringe til os på tlf. 39 39 11 11 eller skrive til os via mail: eud@juuldanmark.dk.